Strikkeopskrift, Strik
Dobbeltpatent – Strikket karklud
Dobbeltpatent – Strikket karklud
Vi har endnu en gratis strikkeopskrift til jer – man kan aldrig få for mange skønne hjemmelavede karklude. Vi (Maria og Shanice) var på et weekendophold i Nordjylland i weekenden med fokus på strik og velvære, hvor der var en sød dame, som gerne ville lære “det der patentstrik”. Der er mange, som prøver at undgå det i opskrifter, fordi de er bange for at det er alt for svært. Men det er slet ikke så galt. Her er en strikkeopskrift på en lille fin karklud i dobbeltpatent, så man lige kan øve, hvis man er ny – eller bare hvis man har lyst!
Materialer:
Garn: BC Garn Alba – 50 g 01 Mørk Lilla (farve A) og 50 g 15 Lys Beige (farve B)
Vejledende pinde: 3,5 mm (evt. 3 mm hvis du strikker meget løst)
Du kan finde garnet og se alle farverne lige her.
En færdig dobbeltpatent karklud måler ca. 20 x 20 cm.
Forkortelser:
r – ret (i patent er der 2 tråde i m)
dr – drejet ret
sl – slå om og løft samtidigt næste m løst af
vr – vrang (i patent – dvs. der er 2 tråde i m)
Mønster
Slå 41 m op på pind 3,5 med farve A
Strik 1 p r. Sidste m strikkes dr r. Vend arbejdet.
Pind 1 (ret-siden): Farve A. *1 r, 1 sl*, gentag fra * til *, 1 dr på sidste m.
Pind 2 (ret-siden): Skift til farve B uden at vende arbejdet. 1 r løst af, *1 vr, 1 sl*, gentag fra * til * til der er 2 m tilbage, 1 vr, 1 m løst af med tråden foran arbejdet.
Pind 3 (vrang-siden): Vend arbejdet og strik med farve A. 1 r, *1 sl, 1 vr*, gentag fra * til *, 1 dr på sidste m.
Pind 4 (vrang-siden): Skift til farve B uden at vende arbejdet. 1 m løst af, *1 r, 1 sl*, gentag fra * til * til der er 2 m tilbage, 1 r, 1 m løst af med tråden foran arbejdet.
Gentag pind 1-4 til arbejdet måler den ønskede længde.
Gentag herefter pind 1. Vend arbejdet.
Strik 1 pind r med farve A.
Luk alle m af.
Du er meget velkommen til at dele din karklud på Instagram med hashtagget #ecoknittingdk
God strikkelyst!
PS. Har du set vores andre gratis strikke opskrifter? For eksempel de andre karklude Pretty Simple, Petite Bobler, Jakobsstige Mønster, Daisy Stitch og Bi Mønster. Vi har også en Ecoknitting karklud kit, hvor du får økologisk bomuldsgarn og karklude opskrifterne sendt som PDF-filer – se mere lige her.
2 kommentarer
Hanne Hansen
Hej I to strikkedamer.
Jeg var med i Blokhus forrige weekend – og det var et meget vellykket arrangement – og købte en garnpakke, nordisk svaj, hue og håndledsvarmere.
Og huen tager form, det er lækkert at strikke med babyalpaka.
Jeg vil gerne vide, hvor lang jeg kan strikke huen, altså om alt garnet bliver brugt til de 3dele. Så hvor meget vejer en håndledsvarmer? Og huen?
Hvis jeg får de oplysninger, kan jeg regne mig frem til, hvor meget mere gram jeg bruge til huen.
På forhånd tak for jeres svar og god weekend.
Mange hilsner
Hanne Hansen
Fint at I har patentstrikning forklaring her. Jeg er altid gået udenom ……
Shanice
Hej Hanne,
Det var simpelthen så hyggeligt – og tak for dit køb 🙂
Huen vejer 43 gram, og en enkel håndledsvarmer vejer 13 gram. Når jeg vejer det hele sammen, så giver det ca 70 gram i alt.
Jeg håber, at det kan hjælpe videre med dit strik. Rigtig god weekend!
KH Shanice
PS. Nu har du mulighed for at komme i gang med patentstrik 😀 God strikkelyst!